Gallowaykvæg er en lille kvægrace, der er kendetegnet ved god kødkvalitet. Gallowaykvæget vokser langsomt, og kødet får derfor fine fibrer. Herudover indlejres fedtet fint fordelt i musklen, dette gør det lettere at bevare kødets saftighed under tilberedningen. Vore dyr går ude både sommer og vinter, da racen har dobbelt hårlag bestående af en tæt pels af lange dækhår og krøllet underuld. De har fri adgang til græs og urter som pga den afbalancerede vækst får tid til at sætte smag i kødet. Dyrenes mulighed for motion giver kødet en god struktur.